"Plantefeber. Verden i vindueskarmen" fortæller den skjulte historie om, hvordan planter fra tropiske og subtropiske egne fandt vej til de danske stuer i 1800-tallet. En sand plantefeber greb landet, og de grønne vækster flyttede også ind i tidens billedkunst - først sporadisk, siden som en fast del af motiverne.
Men stueplanterne er mere end bare pynt i vindueskarmen. De bærer på historier om kolonitid, klasseskel og kønsroller - og om vores forhold til naturen. I dag pryder de grønne beboere stadig vores hjem, og i en tid med globale miljøkriser er der brug for, at vi genovervejer vores forhold til dem.
Med afsæt i kendte og mindre kendte kunstværker fra 1800-tallet udfolder bogen stueplanternes rejse gennem kunst- og kulturhistorien - fra botaniske sjældenheder til elskede hverdagssymboler.
Bogen er udgivet i samarbejde med Den Hirschsprungske Samling og Ordrupgaard.